Sofus på tur til USA, skrevet af Annette Skov.

Efter en lang flyvetur landede vi endelig i Los Angeles den 4.10.13 kl. 20.10 (lokal tid). Efter en tur med shuttlebus til hotellet og vi havde fået udleveret vores hotelværelse, tog jeg straks den meget store dobbeltseng i brug. Den var så stor, at jeg nær var blevet væk i den.

5.10.13

Den næste dag skulle vi fra hotellet og ud for at hente vores mobilhome. Vi hyrede derfor en stor limousine - så var der plads til os alle og vores bagage. Ikke fordi jeg har så meget bagage, men det har mine to mennesker og deres to venner. Det var noget af en tur i den meget store bil. For slet ikke at snakke om de meget store motorveje som vi kom ud på. Der er bare så mange spor i hver retning, ja flere end jeg kunne tælle til. Men selvom de er store, så er de ikke ligeså gode, jeg vil sige, at det er noget vældig bras at køre på og jeg får helt ondt i rumpen af det. Bare mine halefjer ikke ryger af.

Da vi havde fået vores mobilhome udleveret, skulle vi finde et sted at handle ind. Vi kørte til det nærmeste Walmart. Et kæmpestort supermarked med nogle kæmpestore indkøbsvogne. Ja tænk, selv deres køkkenrulle er større en i Danmark. Jeg skal da ikke pudse næse i sådan et stykke, for så bliver jeg jo væk.

Så tog vi ud for at finde vores første campingplads. Den er nu noget anderledes end hjemme. Kun som en parkeringsplads med båse. Praktisk nok, for så kan man få både strøm, vand og afløb ved hver vogn. Men måske ikke helt så hyggeligt som hjemme i Europa.

6.10.13

Så starter vores første eventyr dag og vi kører til Universal Studio. Hold op der er meget at se på. Og som de kan de amerikanere. De er rigtig gode til at lave kulisser og shows. Vi så Waterworld med de kulisser som blev brugt i filmen og der var nogle skuespillere som lavede opvisning, både med vandscootere, ild, flyvemaskine og meget mere. Og de sprøjtede SÅ meget med vand, så alle der sad på de forreste rækker blev helt våde - det var da godt at vi sad lidt længere oppe og bare kunne more os over det hele. Og min menneske far, Carlo, passede godt på mig.

Bagefter fik vi is hos Ben og Jerry. Ja, den var selvfølgelig også større end hjemme og så var der puttet nogen søde stænger ned i som smagte lidt af kanel.

Så var det tid til at vi skulle i Jurassic Park. Det vil sige, det var en sejltur imellem de der kæmper af nogle dyr som kaldes for dinosaurer. De er bare store og det var en temmelig uhyggelig tur. Vi sejlede afsted på første række og den ene dinosaur efter den anden stak hovedet frem, men på behørigt afstand. Vi blev trukket op af bakken og derefter susede vi ned igen og blev plasket til med vand, men den sidste tur var uhyggelig, for da blev vi blev trukket op i mørket, højt op - og allerbedst som vi var på toppen, så stak en kæmpe kæmpe stor dinosaur hovedet ned fra et hul i klippen over os. Den var så tæt på at jeg troede den ville spise mig, men puha, vi kom heldigvis væk fra den. Og så susede vi nedad i vandet og da vi landede nede, sprøjtede vandet så meget at vi blev våde helt ind til vores skind....sjovt, ja men først bagefter...

7.10.13

Mine mennesker havde fundet en ny campingplads, den var bedre en den anden. Men hold dog op hvor var der mange kæmpestore campingvogne. Nogle var store busser og andre var nogle der skulle sættes ned på en stor firehjulstrækker på en skammel. Og så var der nogle næsten almindelige campingvogne, men selvfølgelig skulle de være anderledes end hjemme i Danmark, der var nemlig 2 døre – en fordør og en bagdør J


I dag skulle vi så på sightseeing i LA. En guide hentede os kl. 9.00 og så gik det ellers ind mod den store by. Vi var helt oppe over byen, hvor vi så det kæmpestore HOLLYWOOD skilt på bjergsiden og bagefter var vi så på selve Hollywood Boulevard. Og tænk, lige pludselig, så blev min chef overfaldet af Spiderman og Superman, de var lidt frække de to og ville have penge fordi der blev taget et billede. Og så gik vi tur på alle fliserne med Stjerner i. Vi nåede nu ikke at se dem alle, for der er 2.500 fliser med Stjernenavne.

Vi gik også tur på Rodeo Road, der hvor hende den smukke skuespiller Julia Roberts spiller Vivian i filmen Pretty Woman. Jeg kiggede efter hende, men hun havde altså ikke lyst til at hilse på lille Sofus fra Danmark. Øv.

Vi blev også kørt rundt i Beverly Hills og så det hus hvor Michael Jackson døde. Det var nu lidt synd for ham at jeg ikke lige var i byen dengang, for så kunne jeg jo have reddet ham ;-))


D. 8.10.13


Kørte ud af LA og kom til Barstow. Banegården i Barstow er et knudested for tog og der er mange sæt skinner ved siden af hinanden, ligesom det også er et museumsområde med masser af gamle tog og vogne. Vi så også flere godstog komme forbi. Det ene var på 113 vogne med tre trækmaskiner forrest og et bagved. Og vognene er jo ikke som hjemme i Lille Danmark, nej de er dobbelt så store. Mig lille Sofus, blev helt svimmel af at se de kæmpe tog, men spændende var det og mine mennesker holdt godt fat i mig, så jeg ikke blev suget med af deres kraft.

Vi ville også have været ind for at se Route 66 museet, men det var lukket fordi alle off. ansatte ikke kan få løn i øjeblikket, fordi den amerikanske finanslov ikke er blevet godkendt.



9.10.13

I dag gik turen videre fra Barstow. første stop var Goast Town. En temmelig uhyggelig by, som er forladt for mange år siden. Jeg sad foran hos min chef og havde frit udsyn til det hele. Der var både lig og halvdøde mennesker. Skeletterne kunne jeg ikke rede, men som Falck mand, blev jeg jo nødsaget til at yde førstehjælp på nogle af de folk som var halvdøde. En gammel sherif fortalte os nogle sjove historier og vi var inde i et hus, hvor både gulve, borde, stole og alt andet var skævt. Tænk jer, at vores to damer, kunne få vandet til at løbe opad. Vi var i en sølvmine, hvor nogle af minearbejderne arbejdede og også boede. Der var dem som var halvdøde og jeg gjorde et vældigt forsøg på at holde dem i live. Vi så også en meget flot gammel brandbil, den forelskede jeg mig i med det samme.


Vores tur gik videre og vi så mange meget lange tog. Vi kørte også på Route 66, endda på et stykke hvor asfalten var fra 1930érne. Fra min plads i forruden har jeg frit udsyn til det hele, men indimellem synes jeg godt nok at vejen var meget ujævn og mit syn blev jo helt rystet.

Om aftenen kom vi til en by ved navn Kingman og mine mennesker besluttede, at her skulle vi blive 2 nætter.

Torsdag, den 10.10.13


Hold da helt op en kold morgen, lige pludselig har det været nattefrost. Lidt af en temperatur forskel fra varmen i LA.

Vi besøgte et Route 66 museum. Tænk allerede i 50érne havde de nogle kæmpe store biler. Og på et andet museum så vi billeder af alle de præsidenter med fruer som USA har haft.

Fredag, den 11.10.13


Så var der afgang fra Kingman og vi kørte mod Flagstaff. I en lille by ved navn Seligman var vi inde på en Cafe som hed Roadkill 66. Tænk de havde rigtig mange dyr hængende på væggene. Heldigvis var de da udstoppede, for ellers er jeg da bange for at de ville spise mig.

Vi var nu kommet helt ud hvor der var rigtig cowboyér. De cowboy´s vi mødte var rigtig flinke og slet ikke farlige, selvom de havde en stor skyder i bæltet. Jeg var nu temmelig glad for at jeg havde mine mennesker som passede på mig. Vi besøgte også nogle cowboy butikker, men vi fandt ingen cowboyhat som kunne passe ned over min hjelm.

Vores plan blev ændret og i stedet for Flagstaff kørte vi ned til Sedona. Et meget flot bjerglandskab med rigtig mange røde bjerge. Solen skinnede på bjergene og de var meget smukke, sagde mine mennesker. Mig lille Sofus synes de var meget store.

Og så var der bare så mange mennesker i Sedona, hvad de ville der, ved jeg ikke. Men vi kunne ikke få en plads på campingpladsen, alt var optaget. Så kørte vi da bare videre til en anden en. Det blev så i Camp Verde.

12.10.13

Så skulle vi til Flagstaff og tænk, da vi havde kigget på byen og lige ville et lille smut ind på turistkontoret, så var vi så heldige, at der var et skilt hvor der stod ”Grand Canyon open today”. Og så kan det da nok være, at vi fik halefjerene op i omdrejninger og fandt vores mobilhome. Vi havde jo kun gået og ventet på, at det måske alligevel skulle blive åbnet i Nationalparkerne. Vi kørte i rasende fart op til Grand Canyon, som kun lå 107 km væk fra Flagstaff. Fandt en campingplads og så kørte vi ud til den store park.

Og hold da op. Det tog helt pusten fra mig og mine mennesker. Vi stod der på kanten af Grand Canyon og ligeså langt øjet kunne se, var det bjerg- og klippeformationer, dybt ned, højt op, langt væk, tæt på, og solens stråler de bare badede det hele i et helt specielt lysskær. ØJ hvor flot, mit næb blev helt stum over det syn. Det havde min lille Falcke-hjerne altså svært ved at kapere det syn. Det var bare helt storslået og jeg tænkte, hvor er det godt jeg har nogle mennesker som vil tage mig med ud på nye eventyr. – Bare de så ikke forlader mig helt herude, for så vil jeg da godt nok blive væk i det store land.

13.10.13

Den næste dag kørte vi på øst siden af Grand Canyon og så hele morgensolen. Jeg fik det hele med fra min plads i forruden på bilen. Det var et fantastisk syn.

Og så kørte vi ellers mod Øst. Det er et meget stort land og der er meget lange motorveje, men også det ene flotte landskab efter det andet. Vi kom til Indianernes land, Navajo, som ligger i det nordøstlige del af Arizona og her var husene skiftet ud med små huse eller husvogne som indianerne bor i. Vi så en lille del af Monument Valley og besøgte også et center med et museum om indianere. Her var rigtig mange ansatte og de var alle af indiansk afstamning. Det er da godt at de ikke er ligeså krigeriske som dengang i cowboy-tiden, for så havde jeg da været bange for at de havde skalperet min hjelm af.

Men Monument Valley er et meget flot landskab som er ret fladt med nogle meget høje bjergformationer som stikker lodret op af jorden. Røde bjergformationer som er meget smukke i solen skær.

På vej mod byen Moab, så vi også et meget stort bjerg med et hul i. Hullet var 91 x 46 m, så det var ikke et hul som jeg kunne gemme mig i, hi hi. Hullet hed Wilson Arch.

14.10.13

Vi havde en hviledag i Moab – vi skulle lige hvile hjelmen for alle de indtryk vi havde fået. Men hen på eftermiddagen havde vi alligevel lyst til en lille køretur, så vi kørte ud for at se Moabs bjerge hvor noget af Colorado River løber igennem. Det var meget smukke røde bjerge. Og så kom vi ellers på eventyr. Mine mennesker tænkte at vi kunne køre en anden vej tilbage til campingpladsen end vi var kørt ud. Så vi kørte op ad et bjerg for at køre ned på den anden side. Vi troede at den ville tage en times tid, men sådan gik det ikke. Vi kom højt op, her var der sne hist og pist. Vi så lidt forskellige dyr, men vejene blev også mindre og mindre. Og der hvor vi troede at vi ville komme ned af bjerget på den anden side, ja da blev vejen så lille og smal, at vi ikke turde køre videre. Det var ikke så sjovt, for nu var det ved at blive mørkt og kunne vi nå tilbage inden det blev nat. Heldigvis var det en god chauffør vi havde og vi nåede ned da kl. var næsten 9 om aftenen. Og så var vi bare trætte.

15.10.13

Dagen blev næsten kun en transportdag og jeg sad i min forrude og fik hele turen med. Vi kom til St. Georg hen på eftermiddagen og der overnattede vi.

16.10.13.

Vi besøgte Zion Nationalpark. En park som var anderledes end de røde bjerge som vi havde set på turen hidtil. For her var der også mange træer. Vi måtte ikke selv køre i parken, men skulle med en schuttle bus. Det for at beskytte alle dyr i parken. Det er jo noget jeg godt kan lide at der bliver passet på os dyr og jeg håbede at jeg så en af mine artsfæller, altså en anden Falck, men nej, jeg var den eneste der repræsenterede min art.



Bagefter kørte vi videre til Las Vegas – og tænk vi fik en plads på campingpladsen lige ved noget som hed Circus Circus. Jeg havde altså mine tanker – gad nok vide om mine mennesker havde tænkt at jeg skulle optræde. Men puha, heldigvis, kunne jeg slappe af og bare nyde at vi nu var kommet ned i varmen igen.

17.10.13.

Så skulle vi indtage Las Vegas. Hold dog op en stor by med masser af musik og larm, lys og glimmer. Jeg blev helt svimmel i min hjelm af alle de indtryk. Og tænk, der var spillecasinoer alle steder. I alle hoteller og på hvert gadehjørne. Og de mennesker som er der, de sidder der hele dagen, nogle hele døgnet. Hvor får de dog den energi fra når de slet ikke ser solen på himlen!!!

En stor oplevelse, men efter en hel dag i den by, var vi godt nok øre i hoveder og hjelme og sagde tak for denne gang – vi havde oplevet det vi skulle.


18.10.13.

Så var det tid til at køre mod Death Valley. Og stedet lever helt op til sit navn, som betyder Dødens dal. Aldrig har jeg da set noget så øde og goldt, og da vi steg ud af bilen, var det som at få en hammer i hovedet, så varmt var det. Næsten 40 grader, selvom det var oktober måned. Og sandet det brændte bare så meget under mine brandstøvler, så det gjorde helt ondt. Og I kan tro jeg holdt mine halefjer højt, for de skulle da ikke røre ved det brandvarme sand.

Godt at vi hurtigt kørte videre og kom helskindet ud af den døde dal.

19.10.13

Efter en overnatning i Lee Vining, hvor der havde været nattefrost og vi var blevet advaret mod Bjørne, gik turen videre til Yosemite Nationalpark. En nationalpark som er meget anderledes end de røde bjerge som vi hidtil har set. Yosemite er mere grå granitbjerge, men med masser af træer, beplantning, søer og små vandløb. Området mindede rigtig meget om Bornholm i gigantstørrelse og hvor Rokkestenen er som perlegrus i sammenligningen. Det var også her, de har de meget meget store træer, hvor diameteren på træerne er op til 6 m og op til 90 m høje. De er bare gigantiske.

Vi kom også forbi den del hvor der har været brand i efteråret – ja, da havde de jo haft brug for sådan en Falck-brandmand som mig….

Vi gik en tur rundt omking Yosemite Valley Visitor centre og vi indsnusede duften af nåletræer, harpiks og natur – og jeg blev helt ør i mit næb af al den duft og længtes lidt efter at være ude i naturen igen, men der er mere brug for mig som Brandfugl i Falck.



Vores tur til San Francisco blev påbegyndt. Vi ankom først da det var mørkt, det var et flot syn. Og efter flere timers søgen, fandt vi en campingplads helt ude ved stillehavet. Men ak ak, der var så tåget at vi ikke kunne se vandet.

20.10.13

Jeg troede at jeg skulle se Pacific Ocean (stilehavet) da vi vågnede, men ak nej, det var så tåget at vi ikke kunne se det, kun høre det, selvom vi lå i første parket og kun havde 15 – 20 m til vandkanten. Nå, men der skulle slappes lidt af og først om eftermiddagen var der tid til udflugt. Vi ville se Golden Gate Bridge, men der var stadig tåget. Vi kom helt over på den anden side af broen, før vi fik solskin. Og så brugte mine mennesker en masse skud i deres fotoapparater, for at få et billede af tårnene på broen – uden at de var indhylet i tåge. Det lykkes en enkelt gang, men den der tåge som trillede ned over bjerne, den drillede altså bare.


21.10.13

Så skulle vi på sightseeing igen. Vi havde købt en billlet til en rundtur i San Francisco og til Alcatraz. Vi skulle først køre i todækker bus, men det var dog en kold fornøjelse, den var i to etager og ingen vinduer i. Jeg var glad for at jeg sad godt inde under min chefs jakke, for ellers var halefjerene faldet af af kulde. Vi så mange smukke huse og kørte op og ned. Da vi kom ned på havnen igen, så vi søløverne som ligger på flydepongtoner ude i havnen. De var nogle sjove nogle og de brøllede og larmede helt vildt, men det værste var dog lugten. Når de bøvsede skulle jeg holde godt fast i min chef, for ellers var jeg da bange for at flyve væk. Bagefter tog vi en båd ud til Alcatraz. Det var et meget trist syn, en hel ø hvor der var bygget et fængsel. Der var rigtig mange celler og de var ikke ret store. Og hvis fangerne opførte sig grimt, blev de straffet ved at blive sat ud i en celle, som var lavet af gitter og derfor åben og hang ud over vandet. Her kunne de så sidde og dampe af, hvis de da overlevede. Fængslet blev lukket, da væggene begyndte og smuldre og fangerne begyndte at grave sig ud. Selvom øen er omgivet af vand med hajer, var der et par stykker som flygtede og slap godt fra det.

Vi forlod San Francisco hen på eftermiddagen og kørte sydover for at finde en ny campingplads.

22.10.13

Efter en god nats søvn, fortsatte vi turen ad Highway 1. Vi ville gerne køre ved Pacific ocean, men vejret var stadig meget gråt og mange steder kunne vi slet ikke se vandet p.g.a. havgus. Så det smukke så vi ikke på denne tur.

Det blev dog varmere, jo længere vi kom mod syd. Og efter besøg i endnu et Outlet – som mine mennesker absolut ville bruge en masse penge i… så fandt vi en dejlig campingplads i Santa Margarita.



23.10.13

Vi satte kursen mod den Danske by, Solvang. Og det var sjovt at se, hvor de danske navne som Mortensen og Rasmussen, blev brugt. Vi fik dansk wienerbrød – og i kan tro det smagte godt. Der var også bindingsværkshuse og et par møller. Vi mødte en dame på over 90 år, som kom fra Horsens. Hun kunne stadig snakke dansk, med lidt besvær. Men jeg savnede at der også var en Falck station, for enhver dansk by med respekt for sig selv, må da have sådan en…..

Inden vi nåede til campingpladsen Pomona i Los Angeles var vi et smut forbi stranden ved Santa Barbara.

24.10.13

Det var Peters fødselsdag og jeg sang fødselsdagsang for ham på ægte Falck-vis, med hurra og Falck til sidst. Den sidste dag inden hjemturen og det blev med hygge og et lille smut i en butik med Harley Davidson – sådan en kunne jeg nu godt tænke mig at få lov til at styre, men det må blive næste gang jeg skal på tur i USA.