Udskriv

Med Sofus i Himmerland, maj 2022.

Så blev det campingsæson igen og jeg fik lov til at få lidt luft under vingerne – for det med at ligge gemt væk en hel vinter, det er da til at få kuller af oppe under hjelmen.

 

Vi kom til Farsø Fjord Camping i Himmerland – og hvorfor hedder det så Himmerland – er det fordi der er så højt til himlen deroppe, tjah, det må jeg finde ud af, når jeg bliver lukket ud af campingvognen.

Mine mennesker synes det er en farlig fin campingplads, og de er da helt pjattede med hele det område, som vi er kørt igennem. Jeg tror, det er fordi, der er mange grønne og gule marker, og så går landskabet da både op og ned – bakke op og bakke ned – og så alt det vand der er heromkring, det skal jeg lige passe lidt på, for jeg har i hvert fald ikke lyst til at blive våd.

Jeg blev lukket ud af campingvognen og fik så lov til at få luft under vingerne og fløj megahøjt op, det er faktisk som om, at himlen er højere og hold da op sikke en udsigt, med masser af køer, heste og rigtig mange fugle – men selvfølgelig ikke nogen, som er lige så smukke som mig, med hjelm og det hele.

Første dag kom vi på udflugt, det var Erik som førte an, og vi kørte ud til Vilsted Sø. Her gik mine mennesker op i et udsigtstårn, hvor de kiggede på en fiskeørn i dens rede – jeg synes nu godt, de kunne have kigget lidt mere på mig i stedet – jeg fløj så smukt ovenover dem, men nej, jeg var ikke interessant.

Menneskene havde også travlt med at drikke kaffe og rosevin – og så kom de med all deres snak om “jo jo” – “ser man deet” – som bare blev gentaget igen og igen – og hver gang var der masser af grin og latter.

 

Fredag eftermiddag skulle børnene lege, altså de store børn. Hi hi.
De spillede Kongespil, og Ih hvor de hyggede sig. De gik op i det med liv og sjæl, og der blev grinet højlydt.

En af menneskene havde også en drone med, den satte han jo så også op, men jeg ved nu ikke, hvor meget den kunne fotografere, for den kunne kun gå 120 m op i luften – så jeg fløj henover den for at se, om den nu lavede sit arbejde godt nok.

Så kom vi til fredag aften, hvor alle menneskene endelig var samlet. Der var noget fællesspisning oppe i cafeteriaet og hold da op sikke en masse snak, med sjove indslag, og decibelen var skruet op på max. Jeg sad oppe på gardinstangen og fulgte med i det hele – og da de så var færdig med spise, så var der pludselig en klokke som ringede – først 1 gang – så to gange – og til sidst 3 gange – og så faldt der ro på gemytterne.
Der skulle være bankospil – med gamle ”andeplader”. Hvorfor de hedder ande-plader ved jeg ikke, men der var ænder stemplet på pladerne – jeg tænker, det kunne da lige så godt have været en Falck-fugl – jeg er da noget kønnere end en and.

Nå, men det blev så lørdag, og det var da så den helt store udflugtsdag. Jeg fik lov til at køre med mine mennesker i deres bil, for de mente turen var for lang til, at jeg skulle flyve ved siden af.

Det var Bjørn, som var guide denne gang, og han viste os Vejlerne, som er Europas største fuglereservat og 64 kvadratkilometer stort og med 300 forskellige slags fugle. Der blev fortalt, at der i øjeblikket er 5 havørne der, som dog ikke er ynglemodne. Men jeg blev godt nok noget betænkelig, da de også fortalte, at de der havørne spiser gæslinger og andre fugle – men jeg har jo min hjelm, den er nok for hård at tygge i. Jeg vil da ikke ende som ørnefoder, Uha da da, uha da da.

Nå, men Vejlerne er også Nordens største rørskov , I ved, de der siv-rør som man laver stråtag af. Og så går der en masse kreaturer rundt i Vejlerne om sommeren, ligesom der også er rigtig mange Traner der, helt op til 200-300, når der er flest. Ham, manden, som fortalte os lidt om fuglereservatet, fortalte også, at de havde haft besøg af fem sorte Ibis fra Spanien. Nogle store flotte fugle med et meget langt næb. Det blev jeg lidt misundelig over, for mit næb er jo meget kort og krum.

Vi kørte også forbi det store testcenter af vindmøller, som ligger ud til Limfjorden, og så så vi rigtig mange flotte steder, hvor vi kunne se ud over både Limfjorden og Vesterhavet. Vi var også ved Bulbjerg, hvor der ligger nogle bunkere fra krigens tid. Her havde Tyskerne også en lyttestation, og så lagde de miner ud i vandet i hele 42 km. De var altså ikke særlig søde de der Tyskere, godt vi fik dem smidt ud af vores land igen. Vi kom også forbi Grønnestrand Mølle, som var tækket med lyng, ja, den kunne måske være et godt sted at bygge rede i for sådan nogen som mig.

Så gik turen til Svinklovene – her sagde mine mennesker også, at det var rigtig flot, men nu synes jeg da godt, de snart kan få armene ned, for det kan da ikke blive ved med at være flot og flottere, eller kan det det?
Til sidst kom vi ud til Svinkløv Badehotel – her skulle mine mennesker have kaffe og kage – men tror i da, der var noget til mig, nej nej, jeg måtte bare sidde der oppe ved hanebåndene og vansmægte, mens de tyggede på en go’ kage. 

Lørdag aften var der så fællesspisning igen, men folk var trætte efter dagens tur og nogle skulle pakke sammen, fordi de skulle tidligt hjem om søndagen. Så klokken blev ikke mange, før vi var hjemme i campingvognen igen. Søndag sagde de så farvel og tak – og jeg blev sat ind i bilen, hvor jeg kunne hvile mine vinger – og mit hoved, for selvom jeg har hjelm på, så var ørerne da ved at falde af ind imellem alligevel, med all den snak.

Annette Skov